Vil din klub være med til at arrangere en køredag for 2 generationer søndag den 21. juni 2026
Ideen til en 2-generationskøredag er opstået i netværket for engelske bilmærkeklubber, som ønsker at udbrede initiativet til hele landet. Netværket har derfor henvendt sig til Motorhistorisk Samråd (MhS) med henblik på at forankre dagen her, så den forhåbentlig kan udvikle sig til en national 2-generationskøredag.
MhS&rsquo bestyrelse har naturligvis sagt ja til initiativet. Fra MhS deltager Finn Pedersen, som også er formand for MG Car Club, samt Ena Frandsen, som også er formand for Rootes Danmark, i netværket for engelske bilmærkeklubber.
Et forslag til en ramme for dagen kunne være, at deltagerne mødes kl. 10.00, hvor der er mulighed for uformel snak og at se på bilerne, inden køreturen starter. Turen kan eventuelt indeholde små opgaver undervejs eller blot være en hyggelig køretur med et par gode stops. Turen kan afsluttes omkring kl. 13.00, hvor deltagerne kan spise medbragte madpakker.
For at lette klubbens arrangør, har vi vedhæftet et forslag til en invitation, som kan sendes til klubbens medlemmer.
Tilmelding til at arrangere Vi vil gerne modtage en tilbagemelding på mail til controller@motorhistorisk.dk >senest den 29. marts 2026 om, hvorvidt jeres klub ønsker at arrangere en køretur.
Hvis jeres klub ønsker at deltage, forventer vi, at klubben arrangerer en tur og inviterer egne medlemmer. Derudover beder vi om, at klubben giver MhS besked om mødested og tidspunkt, så vi kan skabe et samlet overblik over arrangementerne og formidle fælles information til pressen og andre medier.
Vi vil skabe en drøm om at eje Baggrunden for initiativet til 2-generationskøredagen er ønsket om at inspirere næste generation til interessen for klassisk- eller veterankøretøjer.
Mange køretøjsejere har engang fik deres interesse, fordi de som unge så et bestemt køretøj, der skabte en drøm om en dag selv at eje netop sådan en. 2-generationskøredagen skal bidrage til at vække den samme interesse og nysgerrighed hos yngre generationer, så fascinationen for de klassisk- eller veterankøretøjer kan føres videre.
Vi håber, at mange vil deltage og være med til at gøre dagen til en hyggelig oplevelse for både nuværende og kommende generationer af entusiaster.
Via MhS hjemmeside motorhistorisk.dk vil vi løbende opdatere med information og nærmere detaljer om dagens forløb fra midt i april.
Det er vigtigt, at vi får så megen omtale som muligt for at gøre dagen til en succes, som kan følges op de kommende år.
Derfor slut gerne op om det landsdækkende arrangement.
Med venlig hilsen Motorhistorisk Samråd Finn Pedersen Ena Frandsen controller@motorhistorisk.dk |